Kreativ tekstforfatning

Pastiche og genre-ekspertimenter. Det har jeg arbejdet rigtig meget med – både på universitetet og på den højskole, hvor jeg i sin tid lærte at blive en endnu bedre kreativ tekstforfatter. Med pastiche efteraber man andre skribenters stil. Man kan skrive dagligdagsrytmisk som Dan Tùrell, højstemt som Ib Michael eller skrøbeligt som Søren Ulrik Thomsen. Det gælder om at skifte indholdet ud, mens man forsøger at holde formen: Sætningskonstruktionerne, rytmen, tonen osv. Når man har gjort det rigtig rigtig mange gange, kan man begynde at løsrive sig for at finde sin egen stil og tone. Det er netop det, der får din tekst til at adskille sig, så man kan læse din person gennem teksten. Og stil er altafgørende – uanset om du vil skrive fiktion eller non-fiktion.

Genre-eksperimenter

Genre-eksperimenter er også et vigtigt skridt på vejen mod den personlige stil. Du kan pakke din tekst ind i alle de former, du kan komme i tanker om: Nytårstalen, opskriften, manualen, digtet, rejsebeskrivelsen, mailen, brevet eller måske nekrologen.

Et liv er forbi

Sidstnævnte er en genre, dagbladet Informations sektion Moderne Tider bruger på en både rørende og forbilledlig måde. I “Et liv er forbi” fortæller de hver uge “om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende”. Selvom det – i modsætning til den klassiske nekrolog – handler om helt almindelige mennesker, gemmer der sig hver eneste gang anekdoter om det helt ualmindelige. Det store i det små. I sidste uge fældede jeg en tåre til historien om Didde Langballe, der sammen med sine børn blev deporteret til et “sønderbombet Tyskland”. Det var en tid præget af tungsind og en alkoholisk mand, og historien er efter sigende kun fortalt én gang før (altså før den havnede i Information).

Jeg kan kun anbefale, at du øver dig i både pastiche og genre-eksperimenter, hvis du vil være en bedre tekstforfatter. Og har du brug for endnu mere inspiration, fungerer jeg som konsulent 1:1 og i større grupper. Du er velkommen til at kontakte mig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *